Pop-Up Show / Girls Just Want To Have Fun

13 DECEMBER - 15 DECEMBER 2012
13 December 2012

Pop-Up Show / Girls Just Want To Have Fun

Images

Description

Girls Just Want to Have Fun, er en Pop-up udstilling der finder sted udenfor Galleri Christoffer Egelunds permanente adresse i Bredgade 75 og løber over 3 dage. Udstillingen er kurateret af Therese Maria Gram.

Torsdag 13.12: 17-22
Fredag 14.12: 11-18
Lørdag 15.12: 12-16

Augusta Atla, Nana Rosenørn Holland Bastrup, Rikke Benborg, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Sophie Dupont, Gudrun Hasle, Mazja Hillestrøm, Louise Hindsgavl, Sophia Kalkau, Maria Norrman, Lise Uhrskov

“I’m going to make an anthem for every woman of every colour to make sure they know they can have a free spirit and a heart that thinks.” Med inspiration fra ovennævnte citat om sangen Girls Just Want to Have Fun fra et interview i The Guardian har Therese Maria Gram kurateret en tre dages pop-up udstilling med Galleri Christoffer Egelund som vært.

På udstillingen vises værker af kvindelige kunstnere fra forskellige generationer, som vi beundrer og respekterer for deres radikale og ærlige tilgang til deres kunstneriske praksis, hvor de udforsker og udfordrer deres medie gang på gang og derved holder os beskuere til ilden.

Cindy Lauper udtaler, at ‘You don’t knock another sister, ever. There’s room for everybody on this planet; you don’t have to be like anyone else. What did Oscar Wilde say? “Feel free to be yourself – everyone else is taken”’. De inviterede kunstnere tager afsæt fra hver deres udgangspunkt og de arbejder i forskellige materialer og medier. I udstillingen vises video, collage, performance, broderi, keramik, maleri og foto. Det samlende element er dels den stærke tilstedeværelse af kunstnerens vision i værkerne, dels tilgangen til materialet og indholdet i værket, der er særegent og umiskendeligt eget.

Augusta Atla arbejder med performance, installation, foto og maleri. På udstillingen viser hun collagemaleriet I AM LOVE og to collager på papir, MY SEXUALITY (and the bust of the artist) og I LOVE fra hendes netop afsluttede udstilling “Viva Arte” fra Horsens Kunstmuseum. Augusta Atla har en stærk interesse for repræsentationen af den ‘kvindelige figur’ og (kvindelig) følsomhed, både som en kulturel idé og som forskning i moderne ligestillingsspørgsmål og seksualitet. Hendes værk behandler kunsthistoriske emner; bekæmpelse af den normaliserede idé i maleriet og skulpturer af det ‘behagelige kvindelige objekt’, som hun udtrykker det. Agusta Atla deltager for tiden i udstillingen re.act.feminism #2. A Performing Archive på Fundació Antoni Tàpies i Barcelona. Til foråret 2013 viser hun en ny perfomance i Athen på Michael Cacoyannis Foundation og hun er inviteret til at vise en solo udstilling i Paris i 2013 hos Galleri Nouvel Organon i Paris.

Nana Rosenørn Holland Bastrup udstiller en serie fotografier af pap-installationer, der tidligere har været vist på henholdsvis Århus Kunstbygning, Den Frie Udstillingsbygning og i Hamborg. De fotograferede papværker skaber et stort flimrende helhedsbillede for aflæsning af farvenuancer, skrift, konsum og koder. Kristina Valborg Valberg har skrevet følgende fra udstillingen på Århus Kunstbygning: ”Værket indeholdt nøje udvalgte fragmenter af emballagepap fra f.eks. Heinz ketchup, Coca Cola, Kitkat, Kellogg`s Cornflakes til de mere obskure Rufus og Celebrations. I billedstormens kuperede fragmenter blev man indfanget af de enkelte visuelle udsagn fra kendte brands, logoer og varemærker. I Nana Rosenørn Holland Bastrups optik og valg af proces og værkpræsentation ophøjes og nedgøres forbrugstidsalderen”. Nana Rosenørn Holland Bastrup er under uddannelse fra HFBK Hochschule für bildende Künste i Hamborg.

Rikke Benborg viser i udstillingen sin animation Studie i masker og kostumer, 2012. Det er et karakteristisk værk fra Benborg, hvor hun med brug af video udforsker forholdet mellem kroppen og film. På poetisk vis rykker Rikke Benborg grænserne for, hvad der er muligt på filmisk vis og der er en intimitet og en retro-agtig stemning tilstede i hendes værk. Rikke Benborg deltager i januar 2013 på udstillingen Efter Surrealismen, en vandreudstilling, der vises på Rønnebæksholm, Næstved, Kunstbygningen i Vrå, Skive Kunstmuseum, Kunstbygningen Janus, Tistrup og Kunstforeningen Det Ny Kastet, Thisted. Rikke Benborg deltager også i DR Ks nye tiltag tvKUNST, hvor forskellige kunstnere, der arbejder med video, er blevet inviteret til at skabe korte kunstvideoer, der løbende har premiere og vises på sendefladen i løbet af 2013.

Lilibeth Cuenca Rasmussen viser i udstillingen videoen Afghan Hound 2012. Titlen referer både til afghanerhunden og til landet Afghanistan, et mands-domineret samfund. Værket er humoristisk og formår samtidig at behandle alvorlige emner som seksualitet, køn og patriarkalitet. I hendes værk indgår forskellige udtryk og medier som fotografi, skulptur, video, sang, kostumer og performance. Med afsæt i hendes dansk-filippinske baggrund udforsker Lilibeth Cuenca Rasmussen temaer som identitet, religion, køn og sociale relationer. I udstillingen viser hun også fotografier fra serien Geometric Sculptures. Hun er netop tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat og viser derfor for tiden værker på Den Frie. Hun deltager på udstillingen Grundlag. Materialitet #2 (JORD) på Sorø Kunstmuseum til januar 2013.

Sophie Dupont opfører et helt nyt værk til ferniseringen, en performance med titlen ‘Abstract Performance, Balancing Act. (945 Breaths)’. Værket er en balancegang mellem det organiske og det materielle, hvor Sophie Dupont agerer pinden i midten. Værket tilføjes en yderligere dimension, da man fra lokalets to ruder vil kunne se hendes performance fra gaden.  Gennem sit værk udforsker Sophie Dupont temaer som krop, sind, spiritualitet, ritualer og gentagelser hun arbejder i forlængelse af den feministiske, performative og konceptuelle tradition i det 20. århundrede. Der vil som supplement til kunstnerens performance vises mindre malerier med referencer til elementer, der indgår i hendes performance.

Gudrun Hasle viser et nyt værk fra serien ‘Heroes From my Childhood’. Værket er et broderet portræt af Laura Palmer, den karakter, hvis mord var afsæt for handlingen i tv-serien Twin Peaks. Laura fremstod udadtil som et dydsmønster, men som tv-serien skred frem, blev en mørkere side af pigens karakter afsløret.  Ligesom i Gudrun Hasles andre værker i broderi, er der her et clash mellem broderiets umiddelbare skrøbelighed og Hasles værker der indeholder en nerve og en styrke, da de ofte er selvudleverede og med intensitet omhandler sindets kringelkroge og det at føle sig udenfor. Gudrun Hasle arbejder også med video og deltager for tiden på udstillingen Ung dansk fotografi og videokunst ‘11/12 på Fotografisk Center med et videoværk. Gudrun Hasle deltager i 2013 på gruppe udstillingen Versus dialektikos, i Sydhavnen. Hun er med på udstillingen KONFRONTATION, Den Frie Udstillingsbygning til maj og viser soloudstillingen Fairytales from a Childhood as an Expad hos Galleri Tom Christoffersen til september 2013.

Mazja Hillestrøm viser fotografier, der er trykt på akvarel papir og fremkaldt ved brug af to fremkaldeteknikker; dels Cyanotype, der giver værkerne en blå farve i fremkaldelsen, dels Van Dyke, der får motivet til at fremstå brunligt.  De fotografiske værker virker drømmende og abstrakte med de ekstra lag farve. Og værkerne har et organisk udtryk, der supplerer motivet; kvinder fotograferet i naturen.  Håret er viltert, ligesom den natur kvinderne befinder sig i. Måske moderne amazoner, der ikke kan eller vil tæmmes, hverken for os eller for kameraet. De befinder sig i deres eget rum og lefler ikke for nogen – og slet ikke for ‘the male gaze’.
Fotografierne er surreale, absurde og humoristiske og en skarp kommentar til vor tids antagelser om det at være en stærk kvinde.
Mazja Hillestrøm er under uddannelse på Akademie der bildenden Künste i Wien. Mazja Hillestrøm deltog på Monat der Fotografi i Wien November 2012, hvor hendes værk blev valgt til Christmas Edition of the Academy of Fine Arts.?

Louise Hindsgavl udstiller to keramiske værker: PEEP # 1 og PEEP # 2. Værkerne er noget anderledes end Hindsgavls ellers kendte keramikfigurer, hvor der ofte er tilføjet et fremmedelement, der står i kontrast til figuren. Også indholdet rykker ved vores forestillinger om en traditionel porcelænsfigur, sådan som vi kender dem fra Royal Copenhagen. Værkerne der her vises, er abstrakte og organiske i formen og da de hænger udover nogle træstativer med reb, har de noget bondage eller s/m over sig. Det pirrer os, da vi ikke helt kan aflæse, hvad det er, der foregår. Louise Hindsgavl har til januar en soloudstilling i Hong Kong med titlen Human Desires and Last Minute Pleasures på Galerie Nec.

Sophia Kalkau udstiller fotoværket Black Matter (no.2 from a series of 5), 2012 I værket sidder en kvinde iklædt et sort slør på en sokkel med et sort objekt. I værket er der en dialog mellem kroppen der omslutter det sorte objekt og en særlig sensitivitet at spore objekt og krop imellem. Sophia Kalkau udforsker til stadighed forholdet mellem rum, krop og objekt og der er en tidsløshed til stede i hendes værk, hvilket gør at man aldrig bliver færdig med at beundre hendes værk.
Værket fra serien, som vi her får en forsmag på, skal vises samlet i 2013 på en soloudstilling på Museet Holmen i Løgumkloster. Udstillingens titel er GENNEM SORT, den åbner til maj og løber til september.

Maria Norrman (S) viser i udstillingen videoværket Millennium Star, hvori kunstneren transformeres fra drag-queen tilbage til naturlig kvinde. I videoen afpilles lagene gradvis og kunstneren fremstår til sidst helt blottet uden makeup og uden kostume. Værket er en udforskning af temaer som køn og identitet og suppleres af fotoet Irresistible, der er et nærbilleder af drag-queenens make-up palet af farver og materialer.
Maria Norrman er under uddannelse på Malmø kunstakademi.

Lise Uhrskov viser nye malerier der tager udgangspunkt i udstillingstitlen, da elementer fra pigeværelset her indgår på grafisk vis med ølflasker samt farveflader. Disse omdannes til overflader og silhuetter for at specificere formen og værkerne har linje, flade, farve og komposition for øje. De valgte elementer forskydes i deres oprindelige betydninger, så der opstår et nyt abstrakt geometrisk univers, hvor tyngdeloven ophæves. Lise Uhrskov er uddannet fra Kunstakademiets Designskole og senest fra kunstskolen Spektrum.

Tak til alle kunstnerne for deres deltagelse på udstillingen, Louise Gronemann for grafisk design og Tina Schmädicke for kunstfaglig sparring.

Tak til vores sponsorer og deres bidrag:
Kronenbourg
Taffel
PALAEO
La petanque

Leave a Reply