One With Face – One Without

/ Danish /
En med ansigt – en uden
Skrevet af Søren Thilo Funder

Farverne er klare og stærke, et fyrværkeri af lys og glæde, kådhed og kogleri, en skarp pink, en skrigende blå, en glinsende gul, en dyb rød, en regnbue af barneleg og eksplosiv energi, en mand tømmer sit indre ud på gulvet i dagligstuen.

Figurerne er komiske, bygningerne er besynderlige, personerne naivt genkendelige, situationen er vittig og scenariet får os til at le, en mand bliver lynchet af to hætteklædte bødler.

Kompositionen er frisk, linierne er fængslende og gådefulde, dybden narrer øjet, detaljerne er snigende og bevidste, en katapult slynger afhuggede hoveder ind i en pansret borg.

Bag fortets mure tager monstrøse væsener for sig af barnedukker med åben mund, store øjne, stramme bryster og kraftig makeup. Sørøverskibe krydser et kvalmende hav lastet med ansigtsløse snigskytter, Lego-dæmoner og tabloid-djævle. Der udkæmpes krige i drømmeagtige skove mellem fantasiuhyrer og plastictanks, hvor soldaterne ligner alt fra kampstyrkefigurer til afdankede berømtheder. Scenarierne stiller spørgsmålstegn ved virkeligheden. De annekterede elementer fra vores eksisterende verden er konstant i kamp med de opdigtede elementer i en turnering om retten til at gøre krav på fantasiriget. Hvor begynder fantasien, og hvor ender virkeligheden reelt?

Rummene er deforme forestillinger om voksne børneværelser, hvor mennesker lærer at eksistere imellem hinanden og manøvrere på passende vis i samfundet, en læreproces der er badet i vellystige erotiske vrangforestillinger, udtryksløs voldelig adfærd og et grotesk vanvid af skavanker og nederlag.

Men der er noget mere, der skal udforskes, der forekommer at være noget, der fører os hinsides de kvalmende, altopslugende tableauer. Der synes at være et hul. Det flytter rundt. Det bevæger sig i springende hvirvler mellem slagene, orgierne og ritualerne; et hul som kan være en hule, en portal, et ormehul, en ansigtsløs person, et særskilt sted eller i det mindste et tilbud om en flugtvej, en vej hinsides og ned under de kvælende udstillinger af den menneskelige natur, der er faret vild.

Tilstedeværelsen af disse huller, spalter og revner viser, at der er alternative muligheder. Måske er monstrene hjælpere, der giver vort raseri, vore drømme, vore ambitioner og vore initiativer fokus? Måske er de skæve huse faktisk behagelige at bo i og passer til folk, der normalt ikke passer ind? Måske er volden svar, der er skrevet på et sprog, som endnu ikke er oversat? Måske er det depraverede, det perverterede, det pubertetsagtige og det umoralske en måde at få begrebet “rigtig” tilbage på? Måske er snavset gødning for skønheden?

/ English /
One With Face – One Without
Written by Søren Thilo Funder

The colors are bright and overflowing, a firework of light and joy, playfulness and phantasm, a searing pink, a loud blue, a glistening yellow, a deep red, a rainbow of child play and explosive energy, a man empties his insides on the living room floor.

The figures are comical, the buildings are curious, the characters naively recognizable, the situation is witty and the scenario stirs up a laughter, a man is being lynched by two hooded executioners.

The composition is crisp, the lines are intriguingly puzzling, the depth is tricking the eye, the details are stealthy and calculated, a catapult is launching severed heads into an armored castle.

Behind the fortress walls monstrous creatures are feasting on children dolls with pouched lips, big eyes, tight boobs and heavy makeup. Pirate ships are cruising sickly waters, loaded with faceless snipers, Lego demons and tabloid devils. Wars are being waged in dreamy forests between fantasy monsters and plastic tanks, the soldiers ranging from action force figures to dismantled celebrities. The scenarios question the position of the real. The appropriated elements from our existing world, constantly battles the made-up elements, in a tournament of the right to claim the fantasy realm. Where does fantasy begin and where does reality actually end?

The spaces are deform conceptions of adult nurseries, where human beings learn to exist among one another and maneuver appropriate in society, a learning process bathing in voluptuous erotic misconceptions, bland violent behavior and a grotesque madness of flaws and failures.

But there is something further to explore, there seems to be something leading beyond the nauseatingly, all-consuming tableaus. There seems to be a hole. It shifts around. It moves in dodging swirls amongst the battles, orgies and rituals; a hole that might be a cave, a portal, a wormhole, a faceless person, a separate place or at least the proposition for an escape route, a way beyond and beneath the suffocating displays of human nature run astray.

The presence of these holes, gaps and cracks offers the existing of alternative opportunities. Perhaps the monsters are helpers, focusing our rage, our dreams, our ambitions and our drives? Perhaps the crooked houses are actually pleasant living quarters fitting those that normally do not fit? Perhaps the violence is answers written in a language still to be translated? Perhaps the depraved, the perverted, the adolescent and immoral is a means to bring back the notion of right? Perhaps the filth is fertilizer for beauty?