Space C / Group Exhibition

ANDERS BRINCH, OSCAR BERGLUND, RASMUS ROSENGAARD, ODEY CURBELO URQUIJO,
MIA MØLLER ANDERSEN, LISBETH M. NØRBACH, JENS ROBERT JØRGENSEN.

På udstillingen Space C er vi ude i rummet i mere end en forstand – de syv ellers meget forskellige kunstnere er på den ene eller den anden måde stedsspecifikke og griber ind og ud i rummet. Udstillingen rummer værker udført i forskellige medier, såsom installation, maleri, objekter og skulpturer.

Jens Robert Jørgensen udstiller et monokromt kubisk, svævende maleri udført på træ. Det er et konsekvent værk, der på enkel vis synes at lege med tyngdeloven, men også et værk, der berører spørgsmålet: Hvornår maleri hvornår skulptur?

Et andet eksempel er Mia Møller Andersen. En legende og seriøs installationskunstners fabuleren ud i rummet med blandede materialer som bemalede træstokke, ispinde og snor, som forvandler sig til et slags skelet; en human antenne, der opfanger signaler ”from outer space”, eller blot et maleri ud i luften.

Oscar Berglunds ”Killing Aliens was extremely fun (in 1978)” er titlen på et af hans malerier, som henter stilistiske træk, der er typiske for simple arkadespil fra sidst i 70’erne – men man fornemmer også en visuel nostalgisk påvirkning fra Science Fiction comics-genren fra 50’erne.

Værket af Anders Brinch med titlen: ”When love became a paranoid fungus” – en stor gulvskulptur i blandede medier: træ, styrofoam, gips, keramik og tekstil. En underlig organisk muteret krop, der ligger på en kantet amorf seng og stirrer paranoidt ud i verden – en visuelt spraglet sag, der både berører det tragiske og det skønne.

Med en enkel fremgangsmåde – forskelligfarvede tuschprikker på kanvas – skaber Lisbeth M. Nørbachfintfølte, flimrende flader, der danner levende mønstre, hvori man kunne blive hensat til fjernsynsskærmens flimmer, eller en poetisk dans udført af mikroorganismer og partikler.

Rasmus Rosengaard står for et heavy dybfølt maleri med tykke lag af sort oliemaling og med en nærmest topografisk interesse for overfladestruktur  – billeder, der måske derfor tidligere er blevet aflæst som asfaltlignende materie og sorte landskaber. I dette tilfælde iblandet små områder af giftige farver, der får det til at minde om en landing på sydende lava eller en ukendt planet.

Odey Curbelo Urquijo viser en række malerier i miniformat, der afbilder eksotiske ferieparadiser, der i sin måde at være malet på, kan minde om et kitschet Monmartre-maleri og turistbranchens glittede lokkende kataloger. Tilsammen en mærkelig følelse af utopia og fremmedgørelse – hvor er vi henne?

Udstillingen er lavet på opfordring af og i samarbejde med Túmi Magnússon, nyansat professor på Kunstakademiet i København. Samtlige deltagere på udstillingen er elever af Túmi – velkommen Túmi!